”Jamen, jeg har jo angst!”
Det var anden gang jeg havde det hold, som vikar i biologi på HF. Det var elevens svar da jeg bad hende fortælle om en sammenhæng oppe ved tavlen.
Jeg blev stille. Forskrækket over hvor selvfølgeligt hun betragtede det. Og ikke lod til at have nogen som helst forventning om at det kunne være anderledes.
Angst var et sikkerheds ord. Angst er også et fængsel. Og antallet af diagnosticerede stiger og stiger og patienterne bliver yngre og yngre.
Da jeg mødte de første mennesker med angst havde jeg meget svært ved at forstå det.
Angst er irrationelt. Det kan ikke forstås.
Da jeg selv oplevede angstanfald gav det mening. Hvad det var mine elever og klienter oplevede. Hvorfor jeg ikke kunne hjælpe dem før jeg vidste hvordan det føltes. Hvorfor det ikke var muligt at tale fornuft til klienten i angstanfaldet.
I dag oplever jeg mange klienter med angst og angstanfald som en del af deres symptomer på en tilstand af livsstress.
Og jeg ved at der ikke er standardløsninger, fordi angst stadig ikke er et standard problem. Det er individuelt. Både fordi angst opleves forskelligt fra patient til patient og fordi det har forskellige årsager fra patient til patient.
Fællestrækket er en overbelastet krop og en psyke der er i højeste alarmberedskab og bare vil væk.
Stille og roligt finder vi ud af sammen, hvornår kimen til angst blev lagt og får forløst de underliggende traumer så angst ikke længere bliver en del af identiteten.
