Nu var det tid igen. I år ville hun prøve noget nyt. Noget andet. Det havde været det samme så mange år i træk. Og hun havde hørt så mange sige at foråret var tiden for en ny begyndelse. Nyt. Hun samlede energien. Mærkede varmen fra solen. Den varmede hendes omgivelser. Uuhhh, det var spændende. En pludselig tvivl slog hende. Hvad nu hvis hun valgte noget forkert. Hun vidste jo at det hun plejede at gøre egentlig var godt nok. Måske kunne hun slet ikke finde ud af at lave noget nyt. Modet sank i hendes hjerte. Måske skulle hun bare blive hvor hun var. I stedet for at lade solen drive hende frem. Hun fornemmede bevægelse rundt omkring sig i mørket. Hviskende stemmer fra alle de andre. Hun blev grebet af stemningen, igen. Det var forår. Solen kaldte. Varmen kaldte. Et lille sus af bobler bevægede sig rundt i hende. Hun ville med op. Som sidste år og årene før. Men i år som noget nyt.
Dagen oprandt, hun og hendes mange venner hilste solen og varmen velkommen, efter et langt år i jordens mørke. Solen varmede og hun anstrengte sig for at tænke nyt. Hun ville ikke være det samme som før. Endelig kom dagen hvor kronbladene blev fri af de grønne dækblade og hele plænen i parken stod i fuldt flor i lilla, hvide, gule og orange farver.
Hun så sig omkring og konstaterede at det ikke var lykkedes hende at blive lilla. Hun var stadig orange. Ligesom alle de andre år. Hun havde prøvet så hårdt. Tænkt nyt. Nu glædede hun sig bare til at få overstået den her blomstring og komme tilbage til jorden.
Hun hørte børnestemmer. ”Se, der er en masse lilla! Det er min yndlingsfarve!” Havde hun kunnet havde hun vendt ryggen til dem. ”Årh, se der står der en fin lille klynge af de hvide, de ser så rene og fine ud!”
Hun ville virkelige gerne tilbage til jorden nu.
”Men prøv lige at se her! Her er der lige præcis en af hver, både en gul og en orange og en hvid og en lilla. Her er det allerfinest. Her er de alle sammen. Den orange klæder den lilla så godt, og den hvide klæder den orange. Og den lilla klæder den gule. Her er der harmoni, fordi de alle sammen er her.” Børnene samledes omkring det område hvor krokusløgene var blevet sat i blandede farver. Og de kiggede og kiggede. ”Det er sjovt som den forskellighed får dem alle sammen til at se mere interessante ud, hver især.”
Den orange krokus så sig omkring og så nu at de var faktisk fantastiske at se på, der hvor hun stod. Ingen af hendes naboer var orange. Hun var jo ny. Hvert år. Med sin egen farve. En del af skønheden.