Den piskede rundt. Ramte alt hvad den kunne ramme. Skreg og råbte.
”Du skal gøre noget! Du må handle! Gør noget, nu! Du kan ikke bare blive siddende, du bliver nødt til det!”
Jeg kunne mærke de små hænder knytte sig om stoffet i mit tøj og blev rusket, igen og igen. Hvis ikke jeg efterkom kravet hurtigt nok, hvilket jeg faktisk altid havde gjort, indtil for nyligt, så lukkede hænderne sig om min hals.
Stemmen skreg ”Du døøøøør!” imens grebet om min hals snørede sig sammen. Og hver gang kan jeg mærke pulsen stige, hjernen går i alarmberedskab og indsætter alle midler for at finde den hurtigste løsning så alarmen kan blæses af.
Angsten.
I så mange år har jeg faktisk troet at det var mig selv. At det var sådan jeg var. At jeg handlede og fandt på løsninger for at gøre noget for andre. Tit blev det også til handlinger jeg ikke forstod. For det gjorde ikke noget godt. Det gjorde mig bare ulykkelig. Alligevel gjorde jeg det igen og igen. I dag ved jeg ved at det var Angstens agenda. Den store plan for at sikre min overlevelse. Og jeg kendte ikke andre stemmer at lytte til. Så jeg modsagde den ikke. Men jeg græd meget. Og ville ønske at jeg var en anden.
For ikke så længe siden kom der en fremmed ind i mit liv og talte til mit hjerte. Da Angsten svarede blev den overhørt, ignoreret. Det var som om der foregik en samtale jeg og Angsten ikke helt var med i. Da Hjertet svarede, hørte jeg det for første gang.
Meget stille. Det har en meget blid og stille røst. Svær at høre igennem støjen fra Angsten. Let at overhøre, når først Angsten slår sig løs. Men nu er jeg blevet opmærksom på Hjertets stemme. Og ved også at det faktisk er den stemme der er min. Angsten er ikke overbevist. Den stoler faktisk ikke helt på det der Hjerte. Når Hjertet siger at det er godt det her, her kan vi hvile, blander Angsten sig og siger, ’nej, der er for godt til at være sandt, tage lige at ruske op i sagerne så vi kan se hvor stabilt her er’ og vi ser at vi vist heller ikke kan hvile her. Hjertet sørger. For vi kunne godt have hvilet og været trygge. Hvis ikke det havde været for Angsten.
Når Angsten styrer, får Angsten altid ret.
’Følg dit Hjerte’, fik jeg at vide. Men når jeg spørger mit Hjerte skriger Angsten mig så højt i bevidstheden at jeg bliver i tvivl om hvad Hjertet sagde. Er det egentlig Angsten eller Hjertet jeg følger?
Jeg vælger Hjertet, selvom Angsten truer med alt hvad jeg frygter mest. Og for hver dag bliver Hjertets røst tydeligere og Angstens greb lettere at løsne.
Jeg græder ikke længere i panik og afmagt.