Thora er død.
Min første renracede Norske Buhund. Stammoderen til de hvalpe jeg har opdrættet under navnet Krakas Hund.
Og det var en utrolig smuk begivenhed.
Og det der er relevant at fortælle om er hvordan beslutningen blev truffet, hvad der skete i mig, fordi det altid er ejerens følelser der bliver afgørende for hvornår en hund bliver aflivet.
Der er som om at der er uskrevne regler for hvad der er gyldige årsager til at få en hund aflivet, både i den omgivne samfund og især inde i ejeren selv.
Der er ofte et usagt behov for at andre forstår ens beslutning, at beslutningen kan godkendes. Af andre mennesker, andre hundeejere.
Når alt kommer til alt, er det en beslutning der skal træffes i fællesskab imellem ejeren og hunden. Og ingen andre.
Thora var meget tydelig i hendes kommunikation, især den direkte telepatiske. Den slags de fleste hundeejere ikke rigtig tør tro på eksisterer, og alligevel slet ikke er i tvivl, når det først bliver omtalt.
Jeg var slet ikke i tvivl da hun fortalte mig at hun var klar. Rigtig klar.
For hun smilede, hun livede op, hun var klar til at tage herfra.
Jeg græd.
Jeg ringede til dyrlægen og ændrede aftalen fra en konsultation til en aflivning.
Hun havde ondt, havde symptomer der tydede på stofskifteproblemer og jeg var i forvejen bekymret for hvad en dyrlægeundersøgelse ville vise.
Hun tog selv beslutningen. Jeg respekterede hendes beslutning.
Jeg græd indtil vi skulle afsted til dyrlægen.
Jeg sad med hendes hoved i skødet, i en sofa i et rum hos dyrlægen, et rum der kun blev brugt til det. Her var der stille, jeg blev tilbudt at blive siddende så længe jeg havde brug for.
Og jeg registrerede Thora træde ud af kroppen. Først prøvende, undersøgende. Thoras energi frisat fra kroppens tyngde.
Da holdt mine tårer op.
Og jeg har ikke savnet hende et øjeblik.
Jeg har tusinde historier om hende, følelsesmæssige oplevelser ud over det sædvanlige, oplevelser med hende som hund, som udfordring, som lærermester, som provokation, som ven.
Og hun kommer igen. Som hund i mit liv. Indtil da skal jeg lærer andre ting og hun er fri i energien.
Jeg har Bine, Thoras datter fra 2. kuld. Hun er en helt anden karakter, meget MEGET nemmere og hun lærer mig noget der ikke var muligt imens Thora var her.
Thora var klar til at tage herfra, da hun vidste at jeg var klar.
Jeg skulle ikke bruge en undskyldning for at retfærdigøre min beslutning. Det var så smukt og en stor lettelse.