Lykkelige omstændigheder og livet ændrer sig

Lykkelige omstændigheder og livet ændrer sig

Photo by Ryan Stone on Unsplash

En hundeejer henvender sig:

”Hunden har virkelig ændret adfærd!”

Jeg spørger:

”Er der sket noget i familien, den kunne reagere på?”

”Nej! -altså ikke ud over at vi har fået et barn…..”

Det der påvirker vores hverdag, vores liv og den måde vi er i verden på, påvirker også vores familiehund. Ikke fordi den følger med i nyhederne eller jobsituationen. Fordi den følger de følelser der er i familien.

Fra at have været det unge pars første hund og fulgte dem hvor de var, til at være den vordende mors støtte under en graviditet med meget tid hjemme som følge af sygemelding, til at være den nyfødtes vogter og bedste ven, mors og fars støtte og undskyldning for at komme ud af huset på lange gåture og så til at være i vejen, da barslen var slut.

De to unge livsglade hundeejere var blevet forældre og karriere mennesker. Med en hund.

”Den irriterer mig helt vildt, den kræver og kræver opmærksomhed, følger mig hele tiden rundt i huset, går i vejen og gør mig ind i ansigtet når jeg sidder stille!”

Der er mange hundeejere der fortæller at deres hund kræver deres opmærksomhed. Når de ikke har mere overskud. Når de har allermest travlt. Når de forsøger at slappe af i sofaen foran fjernsynet.

Hunden kræver ikke din opmærksomhed.

Hunden tilbyder dig sin opmærksomhed.

Fordi du har brug for den. Du sidder foran fjernsynet og er ikke tilpas. Måske nok tanketom. Ikke nærværende og ikke i opladning. Hunden tilbyder dig det hunde kan: nærvær og tilstedeværelse. Og ubetinget kærlighed.

Med den bevidsthed er det okay engang imellem at sige: tak for tilbuddet, makker, du har ret, jeg er ikke rigtig tilpas. Lige nu er det okay at jeg bare sidder og er tanketom.

De fleste gange vil der være mest meningsfyldt for jer begge to, måske for hele familien, at sige: Du har ret, jeg har brug for at være tilstede i nuet og lege eller gå en tur. Jeg har brug for at tage imod din ubetingede kærlighed og opmærksomhed.

Det er derfor at de fleste får hund i første omgang. Fordi de giver dig deres ubetingede opmærksomhed og beundring.

Det kræver af dig som hundeejer at du kan tage imod. Acceptere at din hund stadig ser dig som verdens mest vidunderlige menneske, med stress, skarp stemme, gylp i håret og underbukserne på vrangen. Du er elsket. Du skal bare tage imod.

Det er en livsforandrende tankegang når vi møder hunden med den kontakt. Fra ”hvad vil du have fra mig?” til ”hvad er det du tilbyder mig?”

Når først den tanke begynder at blive etableret er det nemmere at få øje på alle de ting du gerne vil have tilbudt af din hund. Alle de øjeblikke den faktisk er en fantastisk hund. Og når du roser, bliver det mere sandsynligt at den ønskede adfærd optræder igen.

Når livet forandrer sig er det vigtigt at holde øje med alle de oplevelser der kan værdsættes og gøre dem til den vigtigste del af den nye hverdag.

Ros og værdsæt alt det du gerne vil opleve igen.