”Nu bliver det lysere!” –sagde de.
”Jorden er tippet, Lyset kommer tilbage nu!” –sagde de.
Alligevel er jeg kold. Alligevel er jeg mørk.
Indeni.
Måske i opløsning.
Der er ingen garanti for at jeg vil kunne spire, blive til mere.
Mere end det jeg er nu.
Uudnyttet potentiale.
I kold, våd og mørk jord.
Føde for dem der magter at spire.
Hvis jeg da har nogen funktion overhovedet.
Jeg ved ikke om jeg er en af dem, en af dem der bryder frem i Lyset.
Jeg ved ikke om jeg kan.
Og det er okay.
Lige nu er det okay at være.
Lidt i opløsning.
Begravet i Jordens kolde mørke.
Omgivet af den blide hvisken af vandet der siver og frosten der bider:
”Det er okay. Du er hvor du skal være, du er hvad du skal være, det er okay”
Jeg slipper min modstand.
Jeg accepterer min egen flygtighed og sårbarhed.
Jeg erkender at jeg, uanset hvad der sker, er en del af det hele.
Og jeg accepterer at jeg ikke kan tænke mig til min rolle, ikke kan tvinge noget i vækst.
Jeg hviler. I mig selv. I kulden og mørket.