Bøgerne. TV serierne. Filmene. Dagdrømmene.
Tilstanden hvor jeg ikke er tilstede, hvor jeg ”låner” andres følelser, liv og skæbner, eller former en i fantasien.
Fordi min oplevede virkelighed har været ubærlig. Sommetider mest af alt bare kedelig, fordi jeg ikke turde bryde med fortællingerne der begrænsede mig. Jeg blev inden for stregerne. I det kendte. Og drømte mig til de heltemodige oplevelser, læste om vovemod, drømte om at være noget særligt. Drømte om at være elsket.
Og accepterede at være ”den udvalgte” var skæbnebestemt. Ikke noget jeg kunne gøre noget ved.
Og jeg lader mig stadig gribe af bøger og film.
Når jeg oplever at jeg står i en svær situation, en tid hvor jeg skal bryde med gamle mønstre. Så bliver jeg opslugt.
Ofte af fagbøger ud i personlig udvikling. Selvhjælpsbøger. Det føles lidt som at trøstespise gulerødder med en god fed mayonnaisedip til. Hensigten er at blive sundere. Og dæmpe ubehaget ved ikke helt at vide hvordan. Men det må da gøre godt for et eller andet.
Aller oftest, igennem hele barndommen, ungdom og voksenlivet er det foretrukne læsestof fantasy. Eventyr og sci fi. Så langt væk fra virkeligheden som muligt.
Drømmen der er umulig at stræbe efter.
Helten jeg aldrig bliver.
En slags garanti for at jeg ikke kan gøre for at jeg ikke bliver den slags helt.
Det er ikke min skyld at jeg ikke er den udvalgte troldmands datter, jeg kan ikke gøre for at jeg ikke har fundet en hemmelig passage til den verden hvor dyrene kan tale.
Jeg kan ikke gøre for at jeg er en taber i min levede verden. Så kan jeg være helten eller den udvalgte når jeg er i bøgerne.
Det var barndomsoplevelsen. Ungdommen med.
Noget har ændret sig.
Ikke genren. Jeg læser og ser stadig fortrinsvis fantasy og sci fi, især når jeg føler mig usikker.
Jeg oplever fra et nyt sted.
Jeg har udviklet mig meget. Og har erfaret, erkendt at jeg reelt er helten og den udvalgte der ændrede verden i andre menneskers liv. Ikke kun som terapeut. Generelt som menneske.
Og jeg har oplevet at kommunikere med bevidstheder jeg ikke engang har læst om, ad kanaler jeg aldrig har set beskrevet.
Jeg HAR oplevet det magiske og åbner for det på daglig basis.
Og jeg genkender flere og flere elementer i fantasy, erfarer at jeg ikke er unik, andre har også mærket og reflekteret over deres erfaringer og sansninger, som jeg har.
Det der bare var en virkelighedsflugt har fået en dimension mere. Det er ikke længere ”kun et tidsfordriv”. Det er også et spejl, i karakteres udvikling, i overvejelserne om det guddommelige, om dimensioner som tid og kærlighed.
I mit terapeutiske arbejde er det i mødet med Jeg’et at healingen sker. Accepten af hvad der er. Og Jeg’et er en magisk sammensat størrelse, der er forbløffende ensartet fra individ til individ. I sådan en grad at vi kan høre om sider af vores personlige Jeg i de tidligste beretninger, fra dengang da bevidsthed trådte ind i verden. Og adskilte Ét i To.
I alle vores skabelsesberetninger, jeg har altid læst dem som de fedeste fantasyfortællinger, er alle vores personaer beskrevet som henholdsvis fjender og allierede. Carl Jung beskrev alle karaktererne fra verdens mytologier som blandt andet arketyper. Joseph Cambell så at alle mytologier beskriver det ene menneskes rejse igennem livet. Og Clarissa Pinkola Estés laver vidunderlige fortolkninger og beskrivelser af enkelte folkeeventyrs beskrivelse af en periode i et menneskes liv.
Fantasy, eventyr, mytologier. Er beretninger om os selv. Om Selvet. Og vores ubevidste søgen efter at kunne acceptere det uventede, at turde tage vandrestokken og forlade vores hjem med den runde dør.
Og måske handler det allermest om accepten af at ingenting bliver som før. Modet til at se sig selv som helten i sit eget Livs eventyr.
Inspirationen til disse refleksioner kommer af at jeg netop har set det sidste afsnit af serien ”his dark materials” på HBO, serien jeg læste som ung og igen læste op for min mellemste søn. Og det er 3 forskellige oplevelser.
Denne gang mærker jeg at det er kærligheden der healer, loyaliteten overfor det indre barn der skal følges og frisættes, så der bliver plads til at den voksnes kærlighed for det hele menneske kan udfolde sig.
Det er langt fra sikkert at det var Philip Pullmans intention. Og det er irrelevant.
Jeg så spejlbilledet. Og skal følge den modige del af mig.
Hvad betyder fantasy og eventyr for dig?